Henrik Ibsens skrifter

Jeg har idag modtaget en af Dem undertegnet Billet, der angiveligen skal være affattet ifølge den samlede Bestyrelses Beslutning; – da jeg af denne Billet erfarer at der af ​Overkontrolleuren(!) er ført Klage over mig og at Bestyrelsen har afsagt sin Kjendelse uden at min (den Anklagedes) Erklæring er affordret, saa finder jeg heri kun et nyt Forsøg fra Deres Side paa at indføre ved Theatret en Justits, som jeg ikke respecterer selv om den forordnes af den ​Corporation, jeg paa Grund af mit Contraktsforhold pligter at holde for en Auctoritet i Kunstanliggender og hvad hermed staaer i Forbindelse. Jeg maa derfor betragte Deres Billet kun som en privat Meddelelse, og som saadan er det jeg herved besvarer den.

Sagen forholder sig som følger: Afvigte Søndag Aften under Forestillingen henvendte Skuespiller Hestenæs sig til mig i Foyeren med Beklagelse over at han af en som Controlleur ansat Politibetjent var bleven udviist af ​Prindselogen, der for største Deel stod tom, og hvor han havde sat sig for at overvære Forestillingen, da hans Antræk ikke tillod ham at vise sig i Parkettet. Da det, ifølge Hestenæs’s Ord, havde været ham i høi Grad ærekrænkende midt under en Forestilling og for Manges Paasyn at blive afhentet og udviist af en Politibetjent med Stok og fuld Uniform, saa anmodede han (Hestenæs) mig om at skaffe ham den Opreisning Sagens Natur tillod, hvilket han mente bedst lod sig gjøre derved at han for den resterende Deel af Aftenen kom i Besiddelse af den tomme Plads, hvorfra han var forjaget. – Jeg fulgte ham derfor op paa Balconen, bad Controlløren at lade ham passere, og lovede denne at tale med Kooter om Sagen; thi denne Sidstnævnte opgaves for mig, som den, der havde paabudt Udviisningen. Ved derpaa at henvende mig til Kooter erfarer jeg at han har handlet ifølge en Bestyrelsesbeslutning, der ophæver den allerede længe før min Tid ved Theatret gjængse Praxis ifølge hvilken de ikke spillende Skuespillere (uden Billet) have Adgang hvorsomhelst der er Plads blandt Tilskuerne.

Saaledes hænger Sagen sammen, saavidt mig betræffer. De seer altsaa at jeg ingenlunde, som Deres Skrivelse antyder, har fordærvet nogen Anledning for Bestyrelsen til at vise sin «Myndighed», derimod seer det hele Arrangement ud, som om Tanken paa en Bestyrers Myndighed bragte Dem til at forglemme en Bestyrers Pligter; thi ellers maatte De vel vide, at naar Bestyrelsen fatter en Beslutning som den her omhandlede, en Beslutning hvis Anvendelse i Praxis nødvendigviis maa blive i høi Grad stødende for hver den, der rammes deraf, – da er det først og fremst Deres Pligt som Bestyrer at lade Beslutningen ​communicere. Rigtignok blev jo Deres «Myndighed» som Bestyrer derved mindre iøienfaldende end naar den, som nu skeet er, constateres ved udvisende Politibetjente, men Humanitetens og en god Forretningsordens Fordringer fyldestgjordes iallefald, og det er hellerikke uvæsentlige Hensyn.

De vil altsaa see at jeg ingenlunde har forbrudt mig og at jeg ikke ​ubetimeligen har gjort Indgreb i Bestyrelsens Virksomhed; den omhandlede Bestyrelsesbeslutning er ingenlunde kundgjort for mig eller nogen anden Vedkommende, og at jeg selvfølgelig handlede i min gode Ret idet jeg haandhævede en Vedtægt, som aarlang Praxis har sanctioneret, er noget, som vel Enhver maa indrømme; – og agter Bestyrelsen for Fremtiden at fortsætte Forretningsførelsen paa den Vei som ved dette første Skridt er antydet saa agter ogsaa jeg at fortfare som begyndt; – Bestyrelsen kan afskedige mig, det maa jeg vide at finde mig i – men ubeføiede Irettesættelser modtager jeg ikke. – Og jeg skal bevise min Paastand, at Irettesættelsen er ubeføiet – saafremt De ikke: enten godtgjør at hiin Beslutning er mig meddelt, eller De erklærer, at for Fremtiden skulle alle Vedtægter ved Theatret sættes ud af Kraft og Lovens Bogstav være det ene raadende.

Men det Første kan De ikke, – og det Andet indlader De Dem vel næppe paa; thi den der vilde være ​værst faren om den saakaldte ​Theaterlov virkelig fik praktisk Betydning og Gyldighed, det blev sandelig Bestyrelsen og Theatrets Functionærer. Og at ville paastaa, at Loven skal overholdes forsaavidt det er Bestyrelsen bekvemt, men ellers ikke – det kan dog vel ikke være Deres Mening. – At Personalet kun har Adgang til ​Parterret, er en Bestemmelse der stedse kun har existeret paa Papiret, den er dicteret af en ​borneret Anskuelse, ifølge hvilken Skuespilleren gjæster Theatret i samme Øiemed som Publicum. Men saaledes forholder det sig i Virkeligheden ikke; Skuespilleren, der i heldigste Tilfælde kan fra Tilskuerpladsen see eet Stykke maanedlig, tilsigter og kræver noget ganske Andet, og Theatret er sandelig ikke det, der høster mindst Nytte af en saadan Aftens gratis Entrée hver Maaned.

Slutteligen maa jeg derfor anmode Dem om, saafremt Theaterloven skal optages som gjældende, da at faa sat ​1ste Afd. § 16 ud af Kraft, saaledes at Personalet paa Kunstens Vegne kan gjøre sig Friheden paa Forestillingsaftenerne saa nyttig som muligt.

De mange Tillæg og Ændringer som Lovens Gjenindførelse kræver, og som Bestyrelsen da formodentlig er paa det Rene med sig selv om, forventes med Længsel.